Hjælpen kom fem år for sent 

Luka ville ønske, at myndighederne ikke havde sat ind med fem års forsinkelse, men med det samme, da de fik kendskab til, at der var problemer i hjemmet. Hans forældre er skilt, og i begge hjem bliver han udsat for fysisk og psykisk vold, til han slipper væk som 17-årig.

Luka4
Foto: Bertel Henning – Barndom Uden Vold

 

Da jeg er 12 år, får jeg min venindes mor til at ringe til politiet første gang. Jeg kan ikke holde det ud længere. Inderst inde håber jeg, at jeg vil blive fjernet fra mine forældre. Året inden var jeg kommet til Danmark fra Østeuropa.  

Men jeg bliver skuffet. Vi får besøg af en fra kommunen et par gange om ugen i en periode, men intet ændrer sig. 

Både mine søskende og jeg bliver udsat for vold, trusler og isolation i barndommen af især min moder, mens min fader er mere flink. Jeg foretrækker at kalde dem moder og fader, fordi vi ikke længere er tætte på hinanden. Vi blev slået, og bagefter blev vi elsket, hvis det giver mening.  

Jeg elsker dem ikke længere. Børn er afhængige af forældre, måske elskede jeg dem, men det gør jeg ikke mere. Jeg har nærmest ikke kontakt til dem.  

De ignorerer mig, og jeg skal passe mig selv. Når jeg græder som barn, råber de voksne ad mig, og jeg begynder at græde højere.  

Jeg skifter skoler. De venner, jeg får, behandler mig dårligt. Jeg fortæller en lærer, at jeg bliver slået derhjemme, men det får jeg ikke noget hjælp af. Læreren ringer til min far, som glatter ud, og så gør skolen ikke mere. Det bliver ikke bedre. Derefter ringer en venindes mor til politiet, som får kendskab til min historie første gang.  

Kommunen går ind i det. Jeg bliver testet for diagnoser, men de opdager ikke, hvor meget vold der er fra både min moder og i min faders hjem med hans kæreste og bror. I den periode bliver jeg udredt for en tilknytningsforstyrrelse. Jeg reagerer kraftigt på visse ting. 

Min fader er chokeret over, at jeg har ringet til politiet. Hans kæreste og hans bror er vrede på mig. Jeg bliver bebrejdet, kaldt forkælet og en løgner. De vil ikke indse, at deres vold og trusler og den dårlige familiedynamik splitter os ad indefra. For at gøre dem glade prøver jeg at få kommunen til at slette informationerne om opkaldet til politiet, men det kan ikke lade sig gøre. 

Det skete under corona, hvor vi var tvunget til at være meget sammen. De anerkender slet ikke, hvor dårligt jeg har det. Deres reaktioner er meget voldsomme for en 12-årig dreng.  

Derefter lukker jeg ned for mig selv i fem år. Jeg står op hver dag, går i skole og prøver at lade som ingenting, også når den psykiske og fysiske vold står på. Det er hæsligt. 

Alle i min slægt er tohovedede slanger. Hvorfor gjorde de ikke noget, når de vidste, at jeg blev slået og kuet nærmest hver dag? Hvordan skulle jeg som barn vide, at jeg havde ret til hjælp udefra, når ingen fortalte det? 

Kort før min 17-års fødselsdag underretter min skolepsykolog kommunen om fysisk og psykisk vold mod mig i hjemmet. Det hjælper. Efter nogle møder bliver jeg anbragt på en døgninstitution, som er det rigtige for mig. 

I dag er Barnets Lov kommet, det synes jeg er godt. Jeg håber, det hjælper andre børn til ikke at få en opvækst som min.  

Jeg ville ønske, at hjælpen ikke var kommet med fem års forsinkelse.  

Jeg fortæller ikke om min opvækst til ret mange. Jeg orker ikke, at de skal dømme mig ud fra min barndom. Det, jeg blev udsat for, er fucked up. Jeg forstår ikke, at nogen kan gøre sådan over for et barn. Jeg fnyser af deres handlinger i dag.  

I modsætning til andre unge har jeg ikke en biologisk familie, som støtter mig. Jeg skal selv håndtere min livssituation. Jeg har min selvvalgte familie, hvor en min søster og så har jeg to andre, der betyder meget for mig.  Jeg går på en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse, hvor jeg kan være kreativ og bruge mine hænder, og jeg får ungestøtte. Jeg har svært ved at holde mig i ro og er også hypermobil, som nogle gange gør virkelig ondt. 

Jeg går på en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse, hvor jeg kan være kreativ og bruge mine hænder, og jeg får ungestøtte. Jeg har svært ved at holde mig i ro og er også hypermobil, som nogle gange gør virkelig ondt. 

Jeg drømmer om at komme ud at bo i min egen lejlighed. Min sagsbehandler siger, at det nok skal lykkes. Jeg vil ikke længere være voksen i et barns krop. Det, der er sket, er en del af mit liv. Jeg kan ikke ændre fortiden, så jeg kigger fremad. 

Jeg lever ikke i smerte mere. Jeg er faktisk rimelig glad.  

Min opvækst i glimt 

7 år: Moder og fader bliver skilt. 

Hele barn- og ungdommen: Fysisk og psykisk vold fra begge forældre, også fra deres nye partnere. 

11 år: Flytter til Danmark – inkl. begge forældre med respektive partnere. 

12 år: Politiet kontaktes første gang. 

12 år: Udredt for diagnose, volden opdages ikke. 

16 år: Skolepsykologen underretter kommunen om vold. 

17 år: Flytter på døgninstitution, definerer egen familie og begynder på STU. 

Logoskov 4 5 1080x1350

Partnerskab for oplysning
om vold mod børn består af