Børn, der lever med fysisk eller psykisk vold i hjemmet, er ofte svære for myndighederne at opspore. Ofte er det de voksne omkring barnet, der først får en bekymring.
Børn skjuler ofte, hvis de lever med vold, frygt og utryghed derhjemme. Hvis der er vold i hjemmet, er der dog for det meste en reaktion at spore i deres adfærd.
Ikke to reaktionsmønstre er ens, og det er svært helt præcist at beskrive, hvad man skal kigge efter. Nogle børn er overtilpassede og meget stille, mens andre er det stik modsatte: stærkt udadreagerende.
Du kan altid tale med de lærere eller pædagoger, som er tæt på barnet, hvis du er bekymret. Du kan også tale med en anden voksen, du har tillid til. At du reagerer på din bekymring, kan gøre en stor forskel for barnet.
Du bør reagere, hvis du ofte hører tumult, råb og gråd fra nabobørn eller børn, du kender. Hyppig gråd eller vrede råb er sjældent leg.
Måske kan du hjælpe en presset familie ved at dele din bekymring for det, du har hørt.
Ofte kan det være en god idé at inddrage voksne fra barnets skole eller daginstitution. Lærere og pædagoger har faglige spørgeteknikker, og de har forskellige muligheder for at sikre, at barnet og familien får støtte eller behandling via myndighederne.
Sådan forholder du dig i den konkrete situation
Du kan kontakte barnets hjemkommune og fortælle, det du ved, så præcist som muligt. Alle kommuner har en procedure for underretning på deres hjemmeside.
Er situationen akut, så skal du ringe til politiet på 112 og fortælle, hvad der sker. Politiet fortæller, hvordan du skal forholde dig i situationen. Din anmeldelse står stærkest, hvis du ikke er anonym og oplyser dit navn.
Du kan ringe 1888 til Lev Uden Volds nationale hotline for at få råd om, hvordan du skal forholde dig i den konkrete situation.
Hvis ikke de voksne tager ansvaret, så dumper regningen ned i hovedet på børnene.

Børn får sår, skrammer og mærker, når de leger, men nogle typer skrammer opstår ikke naturligt.
Ser du for eksempel store blå mærker på halsen eller kroppen, mærker fra slag med genstande, brændemærker eller har barnet påfaldende ofte brud på knogler, så er det vigtigt at reagere.
Kender du barnet fra en idrætsklub eller anden fritidsaktivitet, kan du tale med en træner eller klubbens bestyrelse, som kan hjælpe med at bringe din bekymring videre.
Vis barnet eller den unge tillid
Barnets eller den unges alder har betydning for, i hvor høj grad han eller hun selv bør inddrages. Ofte vil vedkommende have meget på spil i hjemmet og sjældent tale om utryghed, slag og trusler, som foregår derhjemme.
Derfor er det en god idé at vise hende eller ham tillid. Undgå at optrappe situationen, men vis i stedet, at du gerne vil hjælpe, og vis det mere end én gang.
Ring til politiet på 112, hvis barnet er i akut fare.
Politiet kan fortælle dig, hvordan du skal forholde dig i den akutte situation for bedst at støtte barnet.
Politiet vil tage beslutning om yderligere handling i forhold til familien. Det er i øvrigt informationer, som du ikke kan få indsigt i. Overlad ansvaret til myndighederne.
Er situationen ikke akut, men bekymrende
Har du gennem længere tid observeret forhold hos et barn, som du mener myndighederne skal kende til, så skal du underrette barnets hjemkommune via telefon til familieafdelingen eller via hjemmesidens anvisninger.
Tal med barnets pædagoger eller lærere om, hvordan du skal forholde dig, og hvordan I bedst hjælper barnet.
Alder spiller en rolle for handlemuligheder
Det er ikke ualmindeligt, at børn eller unge først opdager, at der er noget helt galt hjemme hos dem selv, når de besøger venner eller kærester. For mens fx et væltet glas mælk hos venner bare udløser et ’pyt’, så ville et uheld som dette betyde en voldsom konflikt i deres eget hjem.
Når voldsudsatte børn og unge spejler deres eget familieliv i dét, de ser hos andre, så bliver det lettere for dem at sætte ord på forskellene – og dermed på volden.
Hvis du kender til vold mod et barn eller en ung, så har du formentlig lyst til at hjælpe. Ud over det indlysende: at informere myndighederne, så er der flere gode tilbud, som du kan hjælpe ham eller hende hen til.
Her kan du henvende dig for hjælp
Er du, eller en du kender, udsat for vold?
- Akut brug for husly? Joannahuset er Danmarks eneste krisecenter for børn og unge. Joannahuset giver husly til børn og unge mellem 12 og 17 år, og øvrig hjælp til børn og unge under 18 år. Se, hvad du kan bruge Joannahuset til her.
- Børnetelefonen: Ring eller skriv sms til 116111.
- Chat med Børnetelefonen/HØRT her.
- Ung på linje – ingen voksne, bare unge, der lytter.
- SletDet – rådgivning om børn og unges oplevelser med digital krænkelse
Sådan underretter du
Sig din bekymring højt
Er barnet i akut fare: Ring til politiet på 112
Har du viden om mistrivsel: Kontakt barnets hjemkommune
Brug for råd: Ring til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888