Tidligere skammede Isabella sig over sin historie. Hendes opvækst med en kriminel far og en mor i misbrug var fyldt med massiv vold og svigt. Men i dag har hun fundet sin styrke i den. En trods. Også selv om konsekvenserne af de voksnes svigt er en række diagnoser og giver hjertebanken indimellem. 

Jeg har en søster. Hun er mit livsvidne. Vi er stadig meget tætte i dag, selv om vi er voksne – vi deler jo den samme barndom. På mange måder er det hendes fortjeneste, at jeg ikke har givet op. For så var hun jo alene med den. 

Hun bliver født, da jeg er fem år. På det tidspunkt bor vi uden for København. Min mor er alene, for min far er i fængsel. Det er han on-and-off for narkokriminalitet og vold. Min mor har ikke noget stærkt netværk, både hendes forældre og søskende er alkoholikere. Hun får en fødselsdepression, da min søster kommer til, og ryger ned i et hul.  

Jeg kan huske min fars temperament. Også selv om jeg har svært ved at huske præcis, hvad der sker i den tid. Når han er hjemme, er han meget voldsom. Han kunne slå hånden hårdt ned i bordet og kaste med ting. Det slog ligesom klik for ham. Jeg kan også huske, at han banker min mor, mens jeg ser det.  

På et tidspunkt skrider hun fra ham og tager min søster og mig med.  

Der følger nogle år, som stadig er tågede, men jeg kan huske, hun får en kæreste, som også tæsker hende. De er meget påvirkede af stoffer og alkohol sammen.  

Jeg er kun omkring 10 år, da det er mig, der sørger for, at min søster får mad og kommer i børnehave. Jeg er selv meget fraværende fra skole og er svær at styre. Jeg har ingen tillid til de voksne. Overhovedet. Der er nogle underretninger på mig i den tid, og kommunen indhenter nogle udtalelser, men de taler ikke med os – de lukker sagen igen.  

Jeg er 11 år, da min mor dør. ‘Fejlmedicinsk overdosis’, står der i mine sagsakter. Og så følger en periode, hvor jeg er i dyb sorg, og som også er vild kaotisk. Ingen i familien kan rigtig have os, så da min far bliver midlertidigt flyttet til et udslusningsfængsel – og da han er vores værge – skal vi bo med ham. Dér. Og det bliver også starten på massiv psykisk vold. Jeg kan huske at savne min mor, men når jeg sagde det, gik han amok. Jeg fik en flad, og han råbte mig ind i hovedet, truede mig og sagde, at jeg ikke måtte vise svaghedstegn.  

Vi bor der i 10 måneder. Da vi flytter, skriver det sted, vi er på, i en underretning, at han ikke kan tage vare på os, men der bliver igen ikke talt med os. Der er samtaler, hvor de taler med min far, men hen over hovedet på os. Ikke at jeg havde turdet sige noget alligevel – og vi skal stadig flytte med ham.  

Den fysiske vold begynder, da vi bor i egen bolig. Han tager kvælertag på mig, løfter mig op i halsen til jeg besvimer. Han skubber mig ned af trappen. Jeg tror mest, det er mig, det går ud over, for jeg beskytter min søster.  

Jeg er mange gange på sygehuset og hos lægen i den periode. En sprunget trommehinde eller et slag i hovedet. Jeg kan huske en gang, vi troede, min hånd var brækket – han instruerede mig i at sige, at jeg var faldet på løbehjul.  

Det vilde er, at i hele den periode, tror jeg, det er min egen skyld. At det er fordi, jeg ikke opfører mig ordentligt. At jeg skal forbedre mig.  

Min far skal i fængsel igen, da jeg er næsten 13 år, og min søster og jeg kommer til en plejefamilie. De er egentlig søde nok og bakker os op, men jeg trives ikke. Jeg kan ikke lide skolen og passer ikke ind, synes jeg. Jeg skammer mig over min historie, som jeg ellers er begyndt at dele med min plejemor.  

Jeg begynder at drikke alkohol, også fra sans og samling. Jeg kan slet ikke mærke mig selv. Rammerne er der – men jeg har ikke mig selv med.  

Men der sker også gode ting. Jeg har en kæreste. Han, hans familie og min søster og plejeforældre bliver mit anker, og jeg begynder også at bearbejde min historie. Og finde styrken i den.  

Jeg får det, der hedder ’efterværn’ og bor hos plejefamilien til jeg er 23 år – min søster bor der endnu. Min far er helt ude af billedet, ham ser vi ikke mere.  

Men jeg kan huske, jeg på et tidspunkt ser i en artikel, at min far er blevet løsladt. Jeg går helt ned med flaget. Får voldsom angst og tør ikke noget. Sover ikke om natten. Det er i den periode, jeg får konstateret kompleks PTSD, angst, depression og borderline. 

Selv om jeg stadig kan få PTSD-symptomer og hjertebanken indimellem, har jeg det godt i dag. Det sker heldigvis meget sjældent.  

Jeg er 25 år og bor i hus med min kæreste lidt ude på landet. Jeg er netop begyndt i mit første job efter at være blevet kandidat. Og jeg er ret stolt af, hvor jeg er nået til.  

 

Min opvækst i glimt 

• 5 år: Mor får fødselsdepression. 

• 8 år: Volden begynder som psykisk vold og far, der slår mor. 

• 8 år: Første underretning med mistanke om far og mors stof- og alkoholmisbrug. Kommunen lukker sagen.  

• 9 år: Mor forlader far og får en kæreste, der også er voldelig. 

• 11 år: Mor dør. 

• 11 år: Flytter i udslusningsfængsel med far. 

• 12 år: Bliver skubbet ned ad trappen og ryger på skadestuen (igen).  

• 13-23 år: Bor i plejefamilie.  

• 25 år: Kandidatgraden i hus.