Alt for mange børn kender til vold i hjemmet, det sted de burde være allermest trygge. Et nyt oplysningsinitiativ går i luften over hele landet den 23. februar. Med en henvisning til det mest almindelige vejnavn i Danmark og at volden foregår her samt på alle andre veje, opfordres danskerne til at sige deres bekymring for vold mod et barn højt.

Nogle børn lever med vold i hjemmet i årevis uden at få hjælp. De lever i daglig utryghed, som kan føre til ensomhed og mistrivsel. Blandt elever i 8. klasse siger hver 6., at de har oplevet fysisk eller psykisk vold i hjemmet.* Af de danskere, der ikke vil underrette kommunen, angiver knap halvdelen, at de ikke vil underrette, fordi de tvivler på om situationen er alvorlig nok.
Et nyt partnerskab*** af politi, kommuner og organisationer, der hjælper børn, er afsendere af opfordringen: Bekymret for et barn? Sig det højt. Med oplysningsaktiviteter i hele landet er ambitionen at sætte gang i samtaler om, hvad vi sammen kan gøre for at stoppe vold mod børn.
- Det kan være svært at sige det højt, når man har kendskab til ubehagelige oplysninger om en anden familie, men det bør ikke stå i vejen for, at børnene får hjælp. Så mit råd er: prøv at tale med barnets lærer eller pædagog eller underret kommunen direkte. Det vigtigste er, at barnet får omsorgsfuld hjælp og ikke sendes hjem til et utrygt og voldeligt hjem dag ind og dag ud. Vold i barndommen kan have virkelig svære konsekvenser hele livett, siger Lisbeth Jessen, direktør i foreningen Barndom Uden Vold, som har mobiliseret partnerskabet bag kampagnen.
Flere grunde til at man ikke vil underrette kommunen
I en befolkningsundersøgelse, foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVE og Implement Consulting** for Barndom Uden Vold, har et udvalg af danskere fået beskrevet fem scenarier med vold i hjemmet – og de er blevet spurgt, om de vil underrette kommunen i sagerne. Tendensen i svarene er ens på tværs af landet.
- 46 % af dem, der ikke vil underrette kommunen ved kendskab til en mors gennemgående frygt for faderen i et hjem med et 8-årigt barn, siger, at tvivl om situationens alvor, er den største barriere for ikke at underrette.
- 28 % af dem, der ikke vil underrette kommunen ved kendskab til en mors gennemgående frygt for faderen i et hjem med et 8-årigt barn, mener, at det er familiens eget anliggende og ansvar.
”Vi ved desværre, at mange voksne er vidende om vold mod børn, uden at de deler deres viden med relevante personer. Myndighederne er ikke perfekte, men de skal have kendskab til volden mod barnet, før de kan hjælpe. I mit arbejde har jeg mødt mange unge mennesker, som ikke kan forstå, at den vold, de oplevede i deres opvækst, ikke gav anledning hos bare én voksen til at sige noget. Med denne kampagne håber vi at kunne fjerne noget af berøringsangsten og vende tendensen, siger Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold.
Bekymret for et barn? Sig det højt.
- Hvert 6. barn vokser op med vold
- Vold i barndommen kan give både fysiske og psykiske ar resten af livet.
- Kender du nogen, der lever med vold? Underret hjemkommunen.
- Er situationen akut ring til politiet på 112.
- Rådgivning: Ring til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888.
Find nyttig viden på barndomudenvold.dk